Palle Wischmann

KIRKENS DILEMMA

Fortolkning av det tolvte kapitel i Johannes Åbenbaring

Strubes Forlag, København, 1990

REINKARNATION I JESU LÆRE

Der er et gammelt ordsprog, der taler om ikke at kunne se skoven for alle træerne. Ingen steder passer dette ordsprog vel bedre end her, hvor vi skal tale om reinkarnationerne i Det Ny Testamente. De, der har øjne at se med og øren at høre med, de kan både se og høre alle disse indslag af reinkarnation, der kommer fra Jesu mund. De blinde og de døve derimod, de kan intet se, og de vil intet høre, for ikke at få deres hjemmestrikkede kristendom ødelagt af Jesu sande lære!

At Gud på Forklarelsens Bjerg lod sine disciple opleve ét og samme menneske i tre forskellige skikkelser, det er den bibelske virkelighed. Profeten Elias, Johannes Døberen og nu dette himmelske væsen, der stod i hele sin stråleglans foran dem! Det var ét og samme menneske i to jordiske inkarnationer og i den himmelske sandhed, når vi ikke længere er iklædt kødet! Således så Jesu disciple det, og ingen kan bestride det, for da det hele var overstået, og de igen var på vej ned ad bjerget, bekræftede Jesus netop, at således var det!

Allerede på Forklarelsens Bjerg blev Jesu disciple således konfronteret med et tilfælde af reinkarnation. Alligevel bestrider det meste af den kristne verden, at der i Jesu lære findes bare så meget som et eneste spor af reinkarnation.

Ufatteligt!

Folkekirken skynder sig som sædvanlig med at stikke hovedet i busken som strudsen. Den vil intet se, og den vil intet forstå for ikke at blive nødt til at tage stilling til noget, for er der noget, folkekirken hader, så er det lige netop det, at tage stilling til noget, for folkekirken skal være så rummelig, at alle kan være med næsten uanset tro.

Jehovas Vidner, en af de store kristne sekter, er helt igennem en jordreligion, som den jødiske. De taler nok om, at en lille del af menneskeheden skal op i himlen for sammen med Jesus at regere alle de andre, der skal leve på Jorden til evig tid. Men det er altsammen i kødet. Ligesom de tror, Jesus stod op af graven i kødet. Logisk nok kan Jehovas Vidner derfor ikke have, at der på Forklarelsens Bjerg kommer sjæle ned fra himlen, for sådanne eksisterer jo slet ikke efter deres religion. Og man kan slet ikke have, at sjælene kan iklæde sig kødelige legemer mere end én gang. Jehovas Vidner har derfor fundet på en lige så lang som indviklet forklaring på, at alt dette med Forklarelsens Bjerg slet ikke har fundet sted. Den er så abstrakt, at selv ikke deres egne altid forstår, hvad den går ud på, men blot tager ledernes påstand til følge. Det eneste, det gælder om, er blot dette ikke at få sin egen tro ødelagt af Jesu sande lære!

Apostolsk Kirke og hele Pinsebevægelsen har det heller ikke for let, for også de vil uden om på alle måder. Med fortvivlelse klamrer de sig derfor til, at Elias jo slet ikke døde, men for til himmels i en ildvogn, som det berettes i Det Gamle Testamente. Nu er det dog ikke svært at se, at var Elias returneret til Jorden i samme kødelige legeme, som han for til himmels i, så havde der selvfølgelig ikke været tale om nogen reinkarnation. Det giver sig selv. Så havde det jo bare været en genkomst, ligesom når vi andre kommer hjem efter en rejse. Men det gjorde Elias altså heller ikke. Elias begyndte netop som et nyt lille barn i maven på Elisabeth, blev født og voksede siden op sammen med Jesus som Johannes Døberen. Enhver må kunne se, at før Elias kan gøre det, så må han først have forladt sit gamle legeme, og det er jo det, vi kalder for at dø. Altså er Elias død! Hvor døden så har fundet sted henne, er i den forbindelse ligegyldigt. Om Elias er kommet tilbage til Jorden i stilhed og er død der, eller om døden har fundet sted i de himmelske højder! Når Elias går fra ét legeme til et andet legeme i maven på Elisabeth, så er det en reinkarnation, ligegyldigt om man så står på hovedet!

Gennem hele Det Ny Testamente går der en tyk rød tråd af reinkarnationer. Forklarelsen på Bjerget er således kun den første af en række. Faktisk begynder denne tykke røde tråd af reinkarnationer allerede ved Jesu fødsel. Bibelen fortæller os netop, at Jesus allerede i sine allerførste levedage fik besøg af tre vise mænd fra Østen, der ønskede at byde Gud velkommen til Jorden. I sandhed stort al den stund, jøderne end ikke anede, at Gud overhovedet var kommet. Her væves de første tråde af reinkarnation således ind i den kristne tro. Altså for dem, der kan se dem. For det er hævet over enhver berettiget tvivl, at disse vise mænd fra Østen troede på reinkarnation, for det gjorde man over hele Østen på den tid.

Der er kristne, for hvem det altid har stået som noget utroligt stort, at disse vise mænd fra Østen, fra en helt anden kultur, med en helt anden religion, der intet havde med jødedommen at gøre, næsten omme på den anden side af Jorden, kunne vide, at Gud nu ville lade sig føde til denne verden! Og mere endnu! De vidste også, hvor på Jorden, det ville ske! Og de vidste endda, hvilket barn, det drejede sig om! Og de rejste hjemmefra så betids, at de kunne være på stedet og byde Gud velkommen, i samme øjeblik Gud slog sine øjne op i denne verden!

I virkeligheden er det da også utroligt. Det overgår næsten, hvad kristendommen selv kan berette om og giver os en levende følelse af, at de vise mænd fra Østen må have kendt Gud på deres egen måde så godt, næsten, som Jesus selv gjorde det! Ikke et eneste menneske fra Vesten kunne gøre de vise mænd fra Østen dette kunststykke efter. Ikke en eneste jøde kunne gøre det endsige det jødiske præsteskab. For ingen af dem stod der denne nat for at byde Gud velkommen til Jorden! Kun de vise mænd fra Østen! Og hyrderne fra marken selvfølgelig, men de havde også lige hørt englene synge derom! Ellers havde de været lige så uvidende som alle andre!

Spørgsmålet er dette: Når de tre vise mænd fra Østen kunne stå her ved Jesu krybbe for at byde Gud velkommen til Jorden, kommet endog meget langvejs fra, hvorfor stod hele Israel da ikke denne nat ved siden af? Det var jo Guds eget folk og havde således des mere grund til at gøre det?

„Stjernen blev jo først tændt i det øjeblik, Jesus blev født," forsøgte en kærlig, gammel præst sig engang under samtale om disse ting. „Du må da give jøderne lidt tid!"

Svaret var faktisk bedre, end han selv anede. Det stillede nemlig de vise mænd fra Østen helt i relief. De var rejst hjemmefra, længe før stjernen overhovedet blev tændt! Hvor havde de da deres viden fra?

Nu er der kristne, der hævder, at det der med stjernen over Bethlehem er en overleveringsfejl. I virkeligheden skulle det have stået i flertal. De vise mænd fra Østen siger jo til Kong Herodes, at de har set Jesu stjerne i Østen. Det var derfor, de var kommet. Men det kan de jo ikke have gjort, for da var stjernen slet ikke tændt endnu. Og havde de ventet, til de virkelig havde set stjernen, da kunne mødet aldrig have fundet sted i Bethlehem, for da ville Josef og Maria have været over alle bjerge, inden de vise mænd kunne nå frem, for de var der kun lige for at blive skrevet i mandtal, som der står. De boede der ikke, og der var så megen trængsel, at der slet ikke var plads på herbergerne.

Godtager vi imidlertid den tanke, at der oprindelig slet ikke har stået „stjerne", men „stjerner", så kan de vise mænd fra Østen ganske godt have set dem, for så er vi inde på astrologien, og så har de netop kunnet forudberegne det hele.

Alligevel slår den forklaring ikke til. For så meget har ingen astrolog nogen sinde kunnet yde. Dertil er astrologien alt for skrøbelig og unøjagtig. Det er endda meget langt fra. Der skal meget mere viden til, for at tre vise mænd rejser det halve af Jorden rundt på kamelryg over bjerge og gennem ørkener for at være til stede på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt, når Gud lader sig føde til Jorden! Astrologien kan have været en lille del af forklaringen, det er nok muligt, men ud over den må de vise mænd fra Østen have haft et kendskab til Guds tanker og himlens mysterier, som kun Abraham og Moses kan have haft før dem! Ellers går tingene ikke op!

Nu må vi blot ikke tro, at Østens indslag i Det Ny Testamente var en slet så enestående begivenhed, som vi straks kunne forfalde til at tro. Det var den ikke. For helt at forstå betydningen af denne episode må vi sætte den ind i dens rette sammenhæng. Sandheden er nemlig, at de vise mænd fra Østen i tidens løb har været på tilsvarende rejser adskillige gange tidligere. Det var ikke bare Jesus, de var rejst ud for at finde og byde velkommen til denne verden. Faktisk var de rejst ud, hver gang deres åndelige leder døde! Så de var kendt med det. Det er der rent historiske holdepunkter for, som blot ikke er kommet med i Bibelen.

Gennem paranormale religiøse oplevelser, i hvilke de nærmede sig Gud, kunne de vise mænd fra Østen erkende, hvor deres afdøde åndelige leder ville blive genfødt i sin nye inkarnation, hvorefter de rejste ud og tog imod ham med gaver, ganske tilsvarende dem de gav Jesus, for at byde ham velkommen tilbage og for at føre ham tilbage og genindsætte ham i hans gamle værdighed. I det er der altså intet nyt under solen. Det nye er kun det, at de i de samme dybe religiøse oplevelser pludseligt erkender, at nu er det Gud selv, der kommer! Intet er derfor mere naturligt, end at de her må gøre en undtagelse fra traditionen ved også at byde Gud velkommen til denne verden og modtage ham mindst lige så pænt, som de altid har modtaget deres egen åndelige leder. Med deres høje religiøse erkendelse og deres fastlagte tradition kunne de slet ikke undgå denne afvigelse, som de sikkert har gjort med en helt utrolig glæde! Derfor mødes Østen og Vesten et kort øjeblik midt i Det Ny Testamente. Det er grunden! Men det er meget få kristne, der gør sig dette klart. Til gengæld må de to begivenheder gensidigt bekræfte hinanden, netop fordi de er så tæt indvævede: Sjælenes reinkarnation må være en realitet! Og Jesus må være det største himmelske væsen, der endnu har besøgt Jorden, om ikke en del af Gud selv!

Når vi trækker begivenheden med de vise mænd fra Østen frem som gjort og sammenligner dem med de største skikkelser fra Det Gamle Testamente, da er det ikke for at gøre en detalje i Det Ny Testamente større, end den fortjener. Det er, fordi vi ad denne vej kan få svar på spørgsmål, vi ellers ingen svar har på.

Ved sit tolvte år, det vil sige fra sin myndighedsalder, forsvinder Jesus i 17 år, uden at vi ved, hvor han bliver af, mens hans barndomsven Johannes går i gang med at råbe i ørkenen. Jesus selv ' dukker først op igen, da han er 30 år gammel, for da kommer han tilbage til Johannes i ørkenen for at blive døbt, altså rituelt renset for alt det gamle. Og Jesus går i gang med sin lange faste, hvorunder han møder djævelen.

Det er nok værd at holde fast i dette med det samme. Det, at Jesus kræver af Johannes at blive døbt, det viser i meget høj grad hen til, at Jesus ikke, som næsten alle kristne tror, var fuldkommen fra barnsben af. Det, at Jesus kræver af Johannes at blive afvasket for tidligere synder, for det var jo det, Johannes gjorde med sin dåb i Jordans vande, så alle kunne begynde som rene påny, det viser, at også Jesus må have været en udvikling igennem, under hvilken der er sket ting, der ikke burde være sket. Sikkert kun ganske små. Men alligevel. Derfor ønskede Jesus at blive døbt, så han kunne gå ren ind til sin himmelske Faders store gerning.

Men hvor har Jesus så været henne i al den tid?

Hvor fandt Jesu udvikling sted henne?

Det er det, vi gerne vil vide!

Jesus kan umuligt have været i Israel, for så havde vi med hans lovende begyndelse i templet som tolvårig ikke kunnet undgå at høre mere til ham i så mange år. Derfor ligger det lige for, at der må have været en tæt sammenhæng mellem disse to store begivenheder i Jesu liv: De vise mænd fra Østen, der kom for at byde ham vel kommen til denne verden! Og Jesu forsvinden i 17 år, hvor ingen ved, hvor han bliver af.

Det ville ikke være spor urimeligt at tænke sig, at besøget ved Jesu krybbe af de vise mænd fra Østen i virkeligheden var planlagt og arrangeret af Gud selv! At det hele slet ikke var så tilfældigt, som det kunne se ud til, men at Gud med de tre vise mænd fra Østen i virkeligheden gav Jesus tre gudfædre i dåbsgave, der senere skulle tage sig af hans religiøse udvikling, når han kom til skelsår og alder! Måske har Gud i et syn eller i en drøm selv sendt de vise mænd fra Østen af sted med besked om at tage sig af Jesus, ganske som Gud senere også sendte Josef og Maria af sted til Ægypten for at redde Jesus fra Kong Herodes' soldater. Trækker vi denne linje op, er der nemlig ikke flere gåder. Da går hele puslespillet op, hvilket viser, at vi har fat i den rigtige ende.

Med sit fyldte tolvte år gjorde Jesus sig fri af sine forældre. Helt naturligt var han i templet, hvor han nu optrådte på egen hånd. Derefter kan Jesus kun være taget med den første handelskaravane over til sine gudfædre i Østen, hvor hans indsigt i de himmelske ting blev åbnet og hans helt enestående evner til de mirakuløse ting blev udviklet.

Det var der, Jesu barnetro på Det Gamle Testamente blev ændret til noget helt andet, end hvad den var!

Det var der, Jesu himmelreligion blev skabt!

Og det var der, Jesus erkendte, at mennesket kommer til denne verden mere end én gang!

Tanken kan virke forbløffende, når man lige stilles over for den. De fleste kristne har altid levet med den idé, at Jesus kunne det hele selv. At Jesus var fuldkommen fra barnsben af. Men Jesu dåb, hans afvaskning af det gamle, viser, at Jesus ikke var så fuldkommen endda gennem hele sin opvækst, hvilket ingen vel heller kunne forlange. Så havde der ikke været nogen grund til at blive døbt af Johannes, der i himmelsk storhed stod så langt under Jesus selv. Tanken om at Jesus ikke var fuldkommen fra barnsben af, men at Gud i dåbsgave gav ham tre gudfædre, der senere tog sig af hans religiøse udvikling og gjorde ham fuldkommen, kaster derfor et andet og mere logisk lys ind over Jesu barndom, hvorfor de apokryfe fortællinger om alle hans mirakler i barneårene godt kan afskrives som ren fantasi. Selvfølgelig har også Jesus måttet gå sin religiøse udvikling igennem som så mange andre.

Vi må ikke overse, at Jesus, inden han tog til sine gudfædre i Østen, var umoden religiøst set. Det var slet ikke sin himmelreligion, Jesus diskuterede i templet med de skriftkloge og med præsterne som tolvårig. Det var ren jødedom. Ellers havde de næppe hævet ham til skyerne for hans kløgt og indsigt i de gamle skrifter. Så havde de omgående kastet ham helt ud af templet. Og Jesus viste dem heller ikke sine mirakuløse evner. For alt det var slet ikke udviklet endnu! Det, Jesus brillerede med i templet over for præsterne og de skriftkloge, var kun, hvad den gamle Zakarias, Johannes Døberens far, havde lært begge drengene.

Som tolvårig var Jesus altså endnu en ganske almindelig dreng om end lysende intelligent og med en gudsbevidsthed, der fik ham til totalt at fordybe sig i Det Gamle Testamente. Men som allerede sagt var Jesus ikke alene, for det var ikke kun én familie, der havde fået englebudskab. Der var to familier, der hver især havde fået englebudskab om deres helt specielle børn. Maria bebudelse kender vi bedst, men vi kan heller ikke have glemt, at den gamle præst Zakarias pludselig ser en engel, da han forretter tjeneste for Gud i templets helligste rum. Denne engel fortæller Zakarias, at han vil få en søn. Men Zakarias tror ikke englen, fordi både han selv og hans hustru er oppe i årene, hvorfor englen gør ham blind, indtil Johannes bliver født.

Vi kan forstå af skriften, at de to familier kender hinanden, at mødrene gik ind og ud hos hverandre, og at de to drenge derfor voksede op sammen i det helt specielle religiøse miljø og holdt sig til hinanden begge med deres himmelske natur. Thi begge kom de jo direkte fra Guds himmel. Snart var begge drengene hos den ene familie og snart hos den anden. Og hvem kunne oplære drengene bedre i alle Det Gamle Testamentes mysterier end netop den gamle præst ved Guds tempel?

Det er da også heri, vi har forklaringen på, at Josef og Maria efter påskebesøget i Jerusalem kunne rejse i flere dage uden overhovedet at opdage, at Jesus ikke var med! Hvilke andre familier ville have gjort det med deres børn i en tid og i et land, hvor barnerov var jævnligt forekommende på grund af slaveriet. Så vænnet var Josef og Maria til, at Jesus altid var sammen med Johannes hos Zakarias og Elisabeth, at det slet ikke faldt dem ind, at han kunne være andre steder. Det tjener til deres undskyldning. Først på tredjedagen vender de tilbage til Jerusalem og finder ham i hans Faders hus.

Med myndighedsalderen kunne man nu tro, at begge drengene var draget sammen ud i ørkenen for at prædike bod og bedring for hele det jødiske folk. Men Det Ny Testamente lader os forstå, at således gik det ikke. Med myndighedsalderen går drengene hver til sit! Johannes drager ud i ørkenen alene, hvor han som Guds profet maner jøderne til omvendelse og bod, og han bortvasker deres synder og overtrædelser i Jordanflodens vande, så Gud atter kan give jøderne deres land tilbage, hvilket er forudsætningen for, at Jesus kan sætte sig som Messias på Davids Trone.

Det fantastiske er så, at hele kristenheden nu tror på, at Jesus efter sin optræden i templet gik hjem og slog sig ned som tømmerhandler i Nazareth for de næste 17 år!!! Indtil han blev 30 år gammel!!!

Hvilken sindsforvirring kristenheden må lide af!!!

Og Jesus, som siden lærte andre, at de skulle vende ryggen til den materielle verden, så Gud alene kunne fylde hele deres hjerte ud, som det store bud i loven byder! Og Jesus, som siden lærte andre, at de skulle lade de døde begrave deres døde! Og Jesus, som siden lærte andre, at man ikke kan tjene to herrer på én og samme tid! Skulle Jesus så selv have spildt 17 år med at banke vinduer, døre og vognhjul sammen som et ganske almindeligt menneske, mens hans himmelske barndomsven var i ørkenen for der at tjene Gud???

Det er simpelthen absurd!!!

Der er kun to muligheder: Enten er Jesus taget med Johannes ud i ørkenen for der sammen med ham at tjene Gud. Eller også er Jesus taget med den første handelskaravane over til sine gudfædre i Østen for at fortsætte sin religiøse udvikling hos dem. Det første er der intet, der tyder på. Det andet er der derimod meget, der tyder på. Ikke mindst den himmelreligion, Jesus kommer hjem med, og som næsten er skåret ud af de vise mænds bog!!!

Andre muligheder gives ikke. For ikke engang engle kan udholde at leve et ganske almindeligt materielt liv på Jorden. Dertil er deres gudsbevidsthed alt for stor! Hvor meget mindre har Jesus så ikke kunnet gøre det?

Det er helt klart, at kristenheden her er på afveje. Ellers kunne vi lige så gerne tro, at Johannes Døberen slet ikke havde råbt så længe i ørkenen, men i det meste af tiden bare havde haft en bagerforretning lige over for Jesu Kristi tømmerhandel! Det ville have været nøjagtigt det samme! Og så giver det endda en ganske materiel forklaring på, at Johannes blev så led og ked af bagerbrød, at han i ørkenen gik over til græshopper og vild honning! Den kristne tro, som den prædikes i dag, kan i sandhed føre os vidt omkring!!!

Den, der har øjne at se med og øren af høre med, ser da også kun én mulighed i alt dette: Jesus forlod Israel for at tage til sine gudfædre i Østen, der med længsel ventede på ham, som det var blevet bestemt af Gud allerede fra tidernes morgen. Kun hos dem kunne Jesus gennemgå den religiøse udvikling, der alene kunne gøre ham til det, han skulle være:

Messias!

Da Jesus vendte tilbage fra sine gudfædre i Østen, var han ikke til at kende igen. Ikke blot var Jesus nu ikke 12 år længere. Jesus var blevet 17 år ældre og var nu omkring de 30 år gammel, og han var nu forlenet med en autoritet og en udstråling, der ikke kunne undgå at skabe respekt. Alt andet end billedet af den lidende Krist, kirkerne hylder i dag.

Først og sidst havde Jesus nu udskiftet sin ortodokse jødiske tro, jordreligionen, med en himmelreligion, der var ukendt i Vesten. For Jesus var menneskene ikke mere jordiske væsener, skabt på Jorden for at leve på Jorden til evig tid. De var ikke længere bare legetøj for Gud. Jordelivet havde derfor heller ikke mere mening i sig selv. Hos sine gudfædre i Østen havde Jesus opnået den totale gudserkendelse, hvori han oplevede mennesket som et himmelsk væsen, der var skabt i himlen i Guds eget billede, og som hørte til i himlen. Kun for en kort stund lod det sig iklæde kødet her på Jorden, fordi det i de parakosmiske dybder var kommet galt af sted og havde mistet sin himmelske identitet med dens himmelske stråleglans. Vejen tilbage til himlen gik derfor efter Guds vilje gennem livet på Jorden, thi kun gennem livet på Jorden kunne sjælen igen blive så ren og lysende, som den engang havde været. Således havde Gud ud af sin store nåde skabt Jorden som en mølle, der kunne male sjælene. Eller som en dørmåtte, på hvilken sjælene kunne tørre fødderne af, før de igen kunne træde ind på himlens tæpper. Men iklædt kødet var mennesket blændet, så det ikke selv kunne finde vejen opad og hjemad til Gud. Derfor måtte Gud stadigvæk sende profeter og engle og endnu større himmelske væsener for at lede mennesket ad de rigtige veje hjem.

Læren om reinkarnation indgik på den smukkeste måde i Jesu nye religiøse verdensbillede. Den kunne slet ikke undværes, når Gud var uendelig kærlig, uendelig stor, uendelig vis, uendelig magtfuld og uendeligt meget mere, som vi mennesker slet ikke kan fatte. Hvad det er, Jesus har oplevet i Østen hos sine gudfædre, kan vi ikke vide noget om. Det berettes ingen steder. Men skal vi forstå bare en lille smule af det, da kan vi forestille os, at ligesom Moses besteg Sinaj Bjerg for der at modtage lovens tavler og hele Toraen af Guds hånd, så må Jesus på et endnu højere plan have mødt Gud

og af hans hånd fået overrakt de parakosmiske love for alt liv i universet. Nærmere kan vi næppe komme det.

Måske er det rigtigt, og det skal det nok være, at ét liv på Jorden efter Guds hensigt er nok til den fulde renselse. Deri kan de kristne godt have ret. Men menneskene fortaber sig alt for meget i denne verdens glimmer og hængedynd, så de ikke når det! Deri har Østen ret! Derfor er reinkarnationerne nødvendige og finder sted af Guds store nåde!

Alligevel kan vi godt løfte en lille flig af det tunge tæppe for, hvad det var for en skole, Jesus gennemgik hos sine gudfædre i Østen. Jesus slutter jo sin lange vej til himmelsk indsigt og viden med en faste på fyrretyve dage og fyrretyve nætter, i hvilken han tog det helt store opgør med djævelen, der på alle måder søgte at hindre, at han blev rede til sin guddommelige opgave. Det er det første, vi hører om i Bibelen efter Jesu hjemkomst.

Men denne lange faste og dette opgør med djævelen var ikke noget, der var specielt for Jesus. Nøjagtigt det samme måtte Buddha igennem, før han kunne glide ind i Nirvana. Det ser altså ud til, at denne utrolig strenge faste indtil total udmattelse, i hvilken man giver djævelen alle chancer, er den sidste barriere, der skal overvindes af alle store mystikere, før de kan glide ind i henholdsvis Nirvana eller Samadhi, den store åndelige tilstand, i hvilken man bliver ét med Gud. Når slutningen er den samme, har en del af vejen utvivlsomt også været den samme, hvilket fører hen til, at det må have været yogaens veje, Jesus har bevæget sig hen ad for at mødes med Gud. Raja Yoga. Gnana Yoga. Bhakti Yoga. Karma Yoga. Hvem ved? Måske en kombination af dem alle? Det er slet ikke så usandsynligt, som de kristne vil gøre det til, for det var jo netop de veje til Gud, de vise mænd fra Østen kendte! Og sandheden kan kun være én, ligesom Gud kun er én!

I dag er Østens og Vestens visdom begge sandet sådan til, at de tror, de er vidt forskellige. Ingen kender længere det fælles ophav. Selv Sokrates så sandheden i et kort glimt. „Sjælen rummer alt!" sagde Sokrates. „Den, der kender sin sjæl, kender alle ting! Den, der er uvidende om sin sjæl, er uvidende om alle ting!" Og det er jo lige netop, hvad både yogasystemerne og kristendommen gik ud på fra begyndelsen af! At trænge igennem sindet, så sjælens lys pludseligt brager igennem, og vi ser Gud! Således citeres Jesus da også for at have sagt: „Se, jeg frygter intet! For jeg ser hele tiden Gud gå ved min højre hånd! Og jeg kender alle svar, for jeg ser hele tiden Ånden gå ved min venstre!" Jamen, det er jo det mest enkle og smukkeste billede af Samadhi, vi kan tænke os!!!

En skam bare, at Yogierne ikke kender det!

For det står midt i de kristnes Bibel!

Med disse tanker må vi være tilbage på Forklarelsens Bjerg, for det er reinkarnationerne i Jesu lære, vi skal tale om.

Vi husker, at det på Forklarelsens Bjerg var Gud selv, der satte alt på plads over for Jesu disciple, og at Jesus først på vej ned ad bjerget bekræftede, at Johannes Døberen virkelig var en ny inkarnation, en reinkarnation, af profeten Elias.

Men nu sendte Gud jo ikke bare én ned fra himlen til Jorden. Gud sendte to, nemlig både Jesus og Johannes, hvorfor Gud da også senere i Åbenbaringens bog kalder dem for „mine tvende vidner". Når Johannes således var en reinkarnation af Elias, hvem var Jesus så en reinkarnation af? Det må være det næste spørgsmål, disciplene helt må have været optaget af. Man kan ikke tænke sig andet. Derfor hører vi da også hurtigt om, hvorledes Jesus selv tager dette emne op med dem. I virkeligheden hører dette skriftsted da også med som en naturlig forlængelse af Forklarelsen på Bjerget. I Bibelen er det bare kommet ud af sin rette sammenhæng.

Vi kan forestille os, hvorledes Jesus sidder omgivet af sine disciple, mens de taler om de store ting, da han selv tager spørgsmålet op. „Og hvem mener I så, jeg er?" Det lille „så" kan godt vise hen til, at man lige har talt om Johannes Døberen.

Men hvem er Jesus så? Belært med hensyn til Johannes Døberen, der i sin tidligere inkarnation var profeten Elias, begynder Jesu disciple derfor ganske logisk med at gætte på alle de største navne i Det Gamle Testamente, de kan komme i tanke om som den, der må være reinkarneret som Jesus.

Lad os først lægge mærke til, at Jesus slet ikke belærer sine disciple ved at sige: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: Ingen vender tilbage fra de døde!" Det gør Jesus ikke. Og det kunne Jesus heller ikke gøre, for han havde jo lige lært dem, at Elias var vendt tilbage som Johannes Døberen. I princippet må disciplenes tanker derfor gå i den rigtige retning. Ellers havde Jesus grebet ind. Selv om svarene ikke er rigtige, så er Jesus selv inde på tanken og siger derfor blot „nej" til de forslag, der kommer. Og Jesus lader dem gætte videre, indtil der ikke er flere navne i Det Gamle Testamente, der er så store, at de kan komme på tale. Da er det, Peter får den geniale idé, at når Jesus ikke er en reinkarnation af selv de største i Det Gamle Testamente, da må Jesus ganske logisk være et endnu større himmelsk væsen, der aldrig har været på Jorden tidligere! Det siger Jesus „ja" til og roser endda Peter for hans klare indsigt, som kun Den Hellige Ånd kan have givet ham! Men i virkeligheden var Peters slutning slet ikke så indviklet endda. Kun kan man sige, at det var stort, at Peter ikke bare tænkte på en engel, men satsede endnu langt højere!

Vi kan lære meget af dette skriftsted. Allerførst lærer vi, at Jesus og hans disciple både tænkte og talte reinkarnelt med hinanden. Ellers havde denne samtale slet ikke kunnet udforme sig, som den gjorde. Ikke bare én af Jesu disciple tænkte nemlig jordisk eller jødisk. For ikke bare én af Jesu disciple giver ham dette svar, som ellers havde været allermest nærliggende: „Du er Guds søn, for vi ved jo alle, at du er undfanget ved Den Hellige Ånd!" Jesu disciple vidste det efter al sandsynlighed ikke engang, for ellers havde det været det første, de havde svaret Jesus. Det må være noget, kirken selv har fundet på senere til forsvar for korset og for at trække den kristne tro ned til den jødiske jordreligion, hvor den slet ikke hører hjemme, for kristendommen har aldrig været den forlængelse af jødedommen, som kirken hævder!

Der er heller ingen af Jesu disciple, der siger: „Vi ved, du er af Davids hus og slægt! Du er altså rettelig kongesøn, der med fuld ret kan sætte dig på Davids Trone. Altså må du være Messias!"

Ikke én af Jesu disciple kommer overhovedet ind på Jesu jordiske relationer. Disciplene tænker kun reinkarnelt og inkarnelt. Hvem af de store navne i Det Gamle Testamente, der kan være reinkarneret som Jesus, eller hvilket himmelsk væsen, der kan være inkarneret på Jorden. Ved ikke at belære sine disciple om noget andet bekræfter Jesus altså for anden gang troen på reinkarnation. Hvorledes kristne mennesker da kan sige, at der ikke i Det Ny Testamente findes det mindste spor af reinkarnation, må stå hen som en gåde!

Derfor er det også helt forkert, når kristne mennesker taler om, at de har en sjæl. Lad os slå det fast med det samme. Der er ingen mennesker, der har en sjæl! Det er noget vrøvl. Så kunne man lige så godt tale om et sæt tøj, der har et menneske! Det er lige så skørt! Det er omvendt! Det er sjælen, der er dig! Jeg'et går på sjælen. Ikke på legemet. Vi kan derfor sige, at vi har et kødeligt legeme. Det er korrekt. Men vi kan ikke sige, at vi har en sjæl! At vende det om på denne måde er den rene dårskab! Jo før, vi forstår det, jo hurtigere vil vi også forstå Jesu sande lære!

En tredje kristen vrangforestilling er den, at man kan komme ind i himlen alene, mens mange andre går fortabt. Nu mens vi er ved det. Tanken er på det nærmeste uhyrlig og viser, hvor lidt de kristne i dag forstår af Jesu lære. I Jesu store lignelse om Den Fortabte Søn hører vi netop om, hvorledes faderen sender alle sine tjenere ud for at løbe sønnen i møde, da han ser ham komme. Når Jesus lader sig inkarnere på Jorden. Når Johannes Døberen lader sig inkarnere på Jorden. Når et ukendt antal af andre lysende himmelske væsener lader sig inkarnere på Jorden uden selv at behøve det, så er det alene for at hjælpe os andre med at finde vejen opad og hjemad til Gud i himlene. Og for at styrke os ved at gå den sammen med os. Hvis du så virkelig tror, at du kan sidde alene i himlen og glæde dig over din egen frelse, mens dine brødre og søstre samt et ukendt antal engle befinder sig ude i mørket, så er du faktisk god at høre på. Så har du intet forstået af Jesu sande lære.

I virkeligheden er der tale om en gigantisk parakosmisk redningsaktion, i hvilken alle hjælper alle! Kunne man se ind i himlen, ville man opdage, at himlen på det nærmeste er tom! Alle er ude for at lyse alle hjem! Og skulle du møde en engel ved himlens port, ville han overrasket spørge dig: „Hvad skal du her? Har du ikke set, at dine brødre og søstre er i nød? Gå først ud i mørket og find dem! Og kom så tilbage sammen! Da skal jeg lukke jer alle ind med glæde!"

Eller hvad havde du i grunden tænkt dig? At Gud skulle forhærde dit hjerte, at du kunne nyde den evige glæde uden at få den ødelagt af skrigene fra helvedet? Således lærer kirken det, kan du sige. Men alligevel har det intet med Jesus at gøre. Hvad gjorde Gud selv, da vi alle råbte til ham i rædsel fra helvedets forgård? Gud skabte hele det materielle univers, så vi ad den vej kunne komme tilbage til himlen igen. Er du da bedre end Gud? Du, der selv var med i syndefaldet? Har du ikke fattet bare det allermindste af Jesu lære om vejen opad og hjemad til Gud? Har du ladet dig korsfæste for at hjælpe andre? Bare tanken om at lade dine brødre og søstre tilbage i mørket gør dig uegnet til at komme ind i himlen! Thi der, hvor Gud er, er alt uendelig kærlighed! Og Gud giver ikke op, før den sidste sjæl er hjemme, for Gud er fuldkommenhedens fuldkommenhed! Kun meget få kristne forstår i dag det store parakosmiske drama, de selv er deltagere i! Er du selv blevet lysende ren som nyfalden sne, da må du måske alligevel tilbage til Jorden i en ny inkarnation, for dine brødre og søstre kan slet ikke undvære dig, hvis også de skal nå frelste hjem! Eller du må træde hjælpende til på anden måde måske som skytsengel for en af dine venner!

Disse tanker kan synes at være et sidespring. Men så er de et nødvendigt sidespring. For der gives ingen personlig frelse! Jesu lære har aldrig indeholdt en sådan! Vi er alle afhængige af hverandre. Ingen kan fryde sig alene, mens andre går fortabt. Går andre fortabt, vil det også gå ud over dig! Ingen kan hvile alene! Og ingen kan fryde sig alene, mens andre overgives til djævelen. Derfor er det en kollektiv frelse af hele menneskeheden, der er tale om, og derfor er reinkarnationerne så helt uundværlige, for at alle kan nå at komme med hjem!

Går vi nu videre med Jesus og hans disciple på deres fortsatte vandring, da møder de blandt mange andre en mand, der har været blind fra fødslen af. Det giver nyt stof til samtalerne og til Jesu belæring af sine disciple.

Igen ser vi, hvor fast forankrede Jesu disciple er i troen på reinkarnation. Lige ud spørger de Jesus, om den blindfødte mand er blind på grund af fædrenes synder eller på grund af hans egne!

Ikke sandt! Manden er født blind! Altså kan Jesu disciple kun gå ud fra, at den blinde mand har haft en tidligere inkarnation på Jorden! Uden at være fast forankrede i troen på reinkarnationerne kunne disciplene aldrig komme i tanke om at stille dette spørgsmål! Det er umuligt!

Det ligger helt inden for den jødiske tro at spørge, om manden er blind på grund af fædrenes synder, for jødedommen er en jordreligion, i hvilken Gud belønner og straffer menneskene her i det timelige. Og Guds straf kan efter Det Gamle Testamente gå videre til børnene i 7 generationer. For jøder er et sådant spørgsmål derfor yderst adekvat. Men en jøde kunne aldrig, ikke engang i et mareridt, finde på at spørge, om det var mandens egne handlinger i et tidligere liv, der var skyld i, at han nu var blevet født blind. Dertil ville en jødes fantasi slet ikke slå til, for det ville være stik imod Det Gamle Testamente med alt, hvad det står for! Kun den, der tror på reinkarnation, kan stille et sådant spørgsmål, og det må Jesus altså have lært sine disciple, som vi da også har set det både på Forklarelsens Bjerg og siden, da de talte om, hvem Jesus selv var.

At Jesus så svarer, at mandens blindhed i dette tilfælde hverken kan tilskrives mandens egne handlinger eller fædrenes, da det kun er sket, for at Guds nåde kan åbenbares på ham, det er sagen uvedkommende. Det er det, at disciplene overhovedet kan komme i tanke om at stille spørgsmålet, der viser, at de tror på reinkarnation.

Disse tre skriftsteder, Forklarelsen på Bjerget, Jesu samtale med sine disciple om, hvem han er, samt mødet med den blindfødte mand, har alle det til fælles, at tanken om reinkarnation helt åbenlyst indgår i dem. De kan slet ikke fungere uden tanken om reinkarnation. Tydeligt og markant viser disse tre skriftsteder, at tanken om reinkarnation indgik i Jesu oprindelige lære.

Men disse tre skriftsteder står langt fra alene. Ved siden af dem har vi en hel gruppe af andre skriftsteder, der nok er mindre åbenlyse, hvad reinkarnation angår, men som alligevel har det til fælles, at de kun kan forstås fornuftigt, når troen på reinkarnation lægges til grund for dem. Ellers henstår de som gåder.

Et sådant skriftsted med skjult reinkarnation har vi i Jesu møde med den unge mand, der spørger ham om vejen til himlen. Vi ser nemlig, at Jesus deler sit svar op i to dele. Først svarer Jesus kort og klart: „Hold budene!" Men hertil svarer den unge mand, at det har han gjort, og han spørger Jesus, om der ikke er mere, han kan gøre?

Det er her, Jesu andet svar kommer ind i billedet. „Vil du være fuldkommen! Sælg da alt, hvad du har! Giv det til de fattige! Og følg så mig!"

Det er således tydeligt, at Jesus viser den unge mand to forskellige veje til himlen. Med sit første svar om at holde budene viser Jesus hen til den samme vej til himlen, som Johannes råber om i ørkenen, og som Gud selv stadfæstede på Forklarelsens Bjerg ved at vise disciplene Moses nu selv som et himmelsk væsen! At holde budene fører således i sig selv til himlen! Ellers kunne Jesus jo heller ikke have svaret den unge mand på den todelte måde, hvorpå det skete, for sæt nu han havde været tilfreds med det første svar og ikke havde spurgt mere? Så havde Jesus jo vildledt ham, om ikke det var rigtigt, at budene i sig selv førte til himlen! Det er først, da den unge mand selv ønsker mere, at Jesus giver ham mere! Nemlig sin egen vej til himlen! Fuldkommenhedens vej!

Det spørgsmål, der helt klart udspringer af alt dette, er imidlertid iøjnefaldende: Når den unge mand ved at leve et normalt liv i samfundet og holde budene alligevel kommer ind i himlen, hvorfor skulle han da sælge alt for at kunne følge Jesus ad fuldkommenhedens vej?

Rent logisk er der altså ingen grund for den unge mand til at sælge alt og følge Jesus, medmindre han ligefrem ikke kunne lade være! I virkeligheden står mange mennesker i dag med ganske det samme spørgsmål: Er det i orden, vi lever, som vi gør med et materielt samfundsliv, hvis blot vi holder budene?

Det er i dette spørgsmål, den skjulte reinkarnation ligger begravet, for det er kun de, der tror på reinkarnation, der kan besvare spørgsmålet. For alle andre vil det henstå som en gåde!

Forklaringen er den enkle, at Moses' vej til himlen gennem budene er en meget lang vej. Det kræver mange inkarnationer at nå frem ad den. Moses' vej til himlen, vejen gennem den mosaiske tro, vejen gennem at være Guds udvalgte folk, er nok mere stejl og derfor mere besværlig at gå end så mange andre veje, men den er ikke så stejl, som det kan gøres, for den tillader stadigvæk, at man lever et verdsligt liv ved siden af, at man går vejen opad og hjemad til Gud. Jesu vej, derimod, fuldkommenhedens vej, er så kort og så stejl en vej til himlen, at den ikke kan være kortere. Hl gengæld kan den klares inden for et enkelt menneskeliv! Jesu vej kræver ikke flere inkarnationer! Jesu vej er så stejl og kort, at du kan nå til himlen her og nu allerede med dette liv! Ja! Ved at gå Jesu vej i dens fulde udstrækning, kan du endda nå frem til himlen, før du dør! For Jesus lærte netop sine disciple, at flere af dem aldrig skulle smage døden!!! Thi er man så langt, at man i Ånden kan se Gud, da vil man nok næppe ænse, at ens legeme falder bort! Da ser sjælen sig selv! Legemets død kan derfor ikke være andet eller mere end at tage tøjet af for natten!

Jesu vej til himlen er altså meget stejl. Faktisk er det slet ikke nogen vej. Det er kun en lille bjergsti, der fra foden af bjerget snor sig direkte mod toppen, og som man skal kende nøje for at kunne finde. Derfor kan det heller ikke tillades, at du har nogen oppakning med, for da vil du slet ikke kunne klare opstigningen, men falde i afgrunden. Derfor tillader Jesu vej da heller ikke, at du lever et verdsligt liv ved siden af, at du søger Gud. Det var derfor Jesus svarede, som han gjorde: „Sælg alt, hvad du har! Giv det til de fattige! Og følg så mig!" Vil du gå til himlen ad Jesu vej, må du altså først vende hele det verdslige og materielle liv ryggen, at Gud kan være helt alene i dit hjerte! Lærer kirken dig noget andet, da tro den ikke! For korset er ikke af Gud! Det er djævelens rænker, for at du skal komme for sent frem til himlens porte, at han kan beholde dig i den sidste ende!

Men er du parat til at gå Jesu vej, er du parat til at sælge alt og give det til de fattige, så Gud alene kan fylde hele dit hjerte ud og ikke må dele det med kejseren, glem da ikke, at det kun er begyndelsen. Efter det krav kommer der en lang række af andre, der er endnu sværere at opfylde! At gå Jesu vej til himlen betyder ikke bare at give Gud sit hjerte. På Jesu vej til himlen må du give dig til Gud helt og totalt og udelt! Mindre kan ikke gøre det! Vær derfor som den kloge bygmester. Beregn først, om du overhovedet har kræfter til alt det, der vil blive krævet af dig! Har du ikke det, da er det bedre at blive på budenes vej en tid endnu, indtil din sjæl er blevet så meget lysere, at du lettere kan give Gud mere end det hele! Thi at leve i samfundet og holde så mange af budene, som du har kræfter til og elske alt og alle, det er bedre end at falde ned fra de store højder! Og i hvert tilfælde er det bedre end slet ikke at gå nogen steder!

Der er altså i dette skriftsted tale om to forskellige veje, der begge fører til himlen. Moses' lange vej gennem inkarnationernes kæde. Og Jesu korte vej, der kan føre til himlen allerede her og nu med dette liv! Vi ser, hvorledes læren om reinkarnation tværtimod at være et fremmedelement i kristendommen lukker det ene skriftsted op efter det andet og giver dem en dybde, vi endnu ikke har fået øje på.

Og har vi først fået fat i så meget, da kan vi se endnu mere. Da kan vi også se, hvad det er for en „førstegrøde", Jesus taler om, der er klar til at blive høstet, og som Jesus derfor skulle have med sig til himlen! Det er alle dem, der i deres inkarnelle udvikling var nået så langt, at de nu kun manglede ganske lidt i at nå frem til himlens porte. Ad Jesu vej ville de nu kunne nå det sidste. De ville nå helt hjem her og nu for igen at være de lysende himmelske væsener, vi alle var engang! Mange af disse sjæle var derfor blevet inkarneret sammen med Jesus. Rundt om ham. Det er det, vi kalder kollektiv inkarnation. Det var helt specielt dem, der i første række blev Jesu disciple og apostle!

Det er således, at efterhånden som menneskene når frem gennem inkarnationernes række, så deres sjæle igen begynder at lyse klart og stærkt og ligne himmelske væsener, så tiltager deres gudsbevidsthed og deres længsel efter at komme hjem til himlen. De bliver mere og mere ude af stand til overhovedet at leve et almindeligt liv i samfundet omgivet af golde materielle værdier, ganske som englene er det. Det materielle liv forekommer dem stadigt tydeligere at være en blindgyde, det gælder om at undgå. Til sidst ønsker de kun at komme væk fra alt det jordiske, tilbage til himlen. Det var således først og sidst til dem, Jesus blev sendt! Men for alle de øvrige, for alle dem, der ikke er nået længere i deres inkarnelle udvikling, end at de stadigvæk hænger fast i det materielle hængedynd, for dem konfirmerede Jesus, at vejen til himlen gennem at holde budene stadigvæk gælder. De må fortsætte gennem deres reinkarnationer, indtil også de er blevet så lysende og klare i deres sjæle, at heller ikke de kan undlade at følge Jesu vej til himlen. Om djævelen ikke får den sandet helt til forinden, for allerede i dag er det kun meget lidt af Jesu vej, vi virkelig kender. Kun få brudstykker er tilbage i vores Bibel. Vi må derfor håbe, Jesus snart kommer tilbage, eller at Gud indtil da vil sende endnu en stor profet, der kan genopfriske vejen!

Så meget om skriftstedet om den unge mand, der spurgte Jesus til råds om de store ting. Men der er endnu flere skriftsteder, der i det skjulte indeholder reinkarnation. Faktisk vrimler det med dem. Der er nemlig en anden type, som vi ganske godt kender, når vi først får dem foreholdt. For eksempel dette: „Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet!"

I deres stille sind ved alle kristne, at dette skriftsted ikke holder stik. Det er kun af pietetsfølelse over for Gud, at de lader som om, før de hurtigt skøjter videre til andre skriftsteder, de har mere hold på. Man behøver nemlig bare at se sig omkring for at opdage, at der er masser af mennesker, der har grebet til sværdet i tidens løb uden at de selv er blevet hugget ned! Lad os bare se på alle generalerne fra anden verdenskrig. Vi behøver ikke gå over åen efter vand! De ikke alene greb til sværdet. De sendte andre millioner i døden. Eisenhower, Monty, MacArthur, Bradley og hvad de nu allesammen hed. Stalin og Napoleon og med dem mange flere. Napoleon blev regnet for den tids største menneskeslagter, og Stalin er vel i det nyere historiske lys heller ikke for god. Er der nogle af dem, der er omkommet ved sværdet? Ikke én! Alle er de døde af alderdom i deres sygesenge. Kun Lord Mountbatten kan siges at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Han blev senere sprængt i luften af IRA. Men alle disse generaler er kun til eksempel. Vi kender alle masser af andre, der i høj grad har grebet til sværdet eller til andre former for vold og alligevel er døde af alderdom eller af andre kødelige genvordigheder i deres sygesenge. Det er ganske almindeligt.

Har vi kun det samme liv på denne klode, passer Jesu lære altså ikke på dette punkt. Enhver må derfor kunne sige sig selv, at der må være noget galt. Jesu disciple var så afgjort ikke dummere eller mere naive, end vi er, og de ville helt afgjort have gjort indsigelse, om de havde forstået Jesus på samme måde, som kirken gør det i dag.

Igen kan forklaringen derfor kun være den, at hele Jesu lære i virkeligheden var reinkarnel. Det vidste alle dengang, og derfor gjorde ingen indsigelse, for alle var fuldt fortrolige med, at vi kom til denne verden mere end én gang. Det er bare eftertiden, der har lavet om på meningen ved at tage reinkarnationerne ud af Jesu lære, hvorved disse skriftsteder bliver til åbenlyst vrøvl.

Den rigtige forståelse af disse skriftsteder kan derfor kun være den, at det menneske, der griber til sværdet i dette liv, selv må gennemleve at omkomme ved sværdet i et kommende liv! Kun ved at være reinkarnelle, kan disse skriftsteder være sande! Og hvor forunderligt det er, så er disse skriftsteder ikke bare reinkarnelle. De er mere end det! For vi ser, at det endda er selve de parakosmiske love for vor genfødelse til et nyt liv, Jesus her tager op med sine disciple. De parakosmiske love for vor karma, som Østen ville udtrykke det. De vise mænd, der var Jesu gudfædre, har uden tvivl lært deres elever det på denne måde: „Hvad du gør imod et menneske, et dyr eller blot imod en plante i dette liv, det skal andre gøre imod dig i det kommende! Og hvad du har undladt at gøre i dette liv for et menneske, et dyr eller bare for en plante, det skal andre undlade at gøre for dig i det kommende! Thi således er karmas lov! Elsk derfor alt og alle! Thi Gud elsker også dig!"

Måske var de vise mænds lærdom her lidt mere omfattende. Men det er ikke svært at se, at Jesus helt klart lærte sine disciple ganske det samme. Og måske har Jesu lære på dette punkt været lige så omfattende, da den blev givet. Meget kan være gået tabt siden hen. Det er vel heller ikke så mærkeligt, når vi tænker på, at det netop var de vise mænd fra Østen, der lærte Jesus op, indtil han ganske overgik sine læremestre.

Jesus taler også om, at de første skal blive de sidste og de sidste de første. Og at de mindste er de største og de største de mindste. Også det er reinkarnel lære. Jesu gudfædre havde tilsvarende sætninger, og Jesus kan meget vel have lært dem allerede i sine første år hos dem. Det betyder, at for hver inkarnation, du gennemlever, bliver der lagt flere byrder på dine skuldre! Altså ud over din karma! Thi for hver inkarnation, du gennemlever, bliver din sjæl så meget stærkere og mere lysende, at du kan klare mere! For hver inkarnation bliver din vej mod himlen således stadigt mere stejl, indtil den til sidst går næsten lodret op. Den, der ser dybt i tingene, ser noget af det samme hos den blindfødte, vi lige talte om. Han var født blind uden selv at have syndet i tidligere tilværelser, ligesom heller ikke hans forfædre havde givet grundlag for det. Han havde levet hele livet som blind, kun for at Guds herlighed skulle åbenbares på ham. Når du derfor på din vej møder et menneske med mange trængsler, et menneske, der på den ene eller anden måde sidder hårdt i det, som er ramt af sygdom, som er handicappet, eller som på andre måder må bære på store byrder, mens dit eget liv måske er en dans på roser, så vend dig ikke bort fra det menneske. Bliv ikke irriteret, fordi det ødelægger dine cirkler! Men husk at turen også kommer til dig, for det er den samme vej, vi skal gå for at komme hjem! Det menneske, der må bære alle byrderne, er bare forud for dig i sin inkarnelle udvikling! Når du kommer lige så langt i din sjælelige udvikling, vil også du få de byrder at bære! Der er nemlig intet tilfældigt i det! Og der er intet uretfærdigt! Og der er ingen vej udenom, hvis du vil hjem til Gud! Og Gud er retfærdig! Gud giver ikke den ene noget, Gud ikke også giver den anden! Hverken af godt eller ondt! Det er kun kristenheden, der kan tro noget sådant! For Gud er alle børn lige! Og byrderne i livet er netop det, der får Guds mølle til at male! Det er dem, der i det almindelige jordiske liv er vejen opad og hjemad til Gud! Men når det er sagt, så må det også siges for ikke at skabe panik, at der er sjæle, der længes så stærkt efter Gud, at de næsten har taget to inkarnationer på én gang! De findes også! Det er de mennesker, der må bære på næsten overmenneskelige byrder, som vi andre rystende vender os bort fra. Til gengæld må vi forstå, at der ikke er nogen tvang. Ingen kommer til Jorden imod deres egen vilje, og alle har selv accepteret deres skæbne på forhånd! Og ingen får mere, end de kan klare, om end der nok er dem, der har fået lige til grænsen!

Hjælp derfor de syge, hjælp derfor de fattige, hjælp derfor de handicappede, hjælp derfor de ynkværdige, hjælp derfor de fængslede, hjælp derfor de retarderede, hjælp derfor alle de, der på mangfoldige andre måder må bære alverdens byrder, for at de fra himlen, når de når frem, også må hjælpe dig, når din tur kommer! Thi den hjælp, de da vil kunne give dig, vil være mangefold større end den hjælp, du i dag kan give dem! At du ikke skal vandre alene det sidste stykke af vejen! For det kan du ikke! Alene deres forbøn vil have større betydning, end du overhovedet aner!

Lad os holde fast i, at der altså er stor forskel på Østens lære om reinkarnation og Jesu lære om det samme. Den uendelige række af automatiske reinkarnationer efter karmaens strenge lov, som hele Østen er tilhænger af, findes ikke! Det er en illusion, der er opstået med tiden, fordi Østen er kommet lige så langt væk fra den store sandhed med alt deres eget, ganske som de kristne er kommet det med korset!

Jesus lærte sine disciple, at der ud over deres karma blev pålagt dem stadig større byrder for hver inkarnation. Det er helt ukendt i Østen. Til gengæld lærte Jesus også sine disciple noget om reinkarnation, der for Østen er utroligt! Hver den, der af et ærligt hjerte beder Gud om tilgivelse, vil få den! Dermed har han samtidigt ændret sin karma! Det, at man sammen med Gud kan ændre sin karma ved tilgivelsens nåde, og derved helt kan undgå at skulle gennemleve sin gamle karma i nye inkarnationer, det vil være lige så chokerende for en yogi at høre, som det er for kristne at høre, at Jesus og hans disciple overhovedet troede på reinkarnation! Så langt er hele menneskeheden kommet fra sandhedens veje!

Det kommende liv, den næste inkarnation, om du ikke hører til de få, der er nået frem til den sidste, er altså ikke noget, du automatisk presses ud i, som Østen tror det. Dette liv såvel som det næste er noget, vi i hvert enkelt tilfælde selv har bedt Gud om. Og Gud giver det alene ud af sin store nåde, fordi inkarnationerne på Jorden er eneste mulighed, vi har for at komme tilbage til himlen. Til gengæld stiller Gud også sine betingelser, som du vil kende og acceptere på forhånd. Og gennem sine engle vil Gud sørge for, at du kommer nøjagtigt det igennem, som du skal for at komme videre i din inkarnelle udvikling. I utrolig grad er der check på det hele. Selv dine hovedhår er talte, som Jesus sagde. Tilfældigheder findes ikke. Også det er noget, de kristne er kommet til at tro på efterhånden. Eller de giver djævelen skylden. Det er derfor, du har fået din skytsengel. Det er den, der følger dig og tager vare på alle disse ting. Det er også den, der sørger for, at du møder Jesus, når du omsider er parat til at gå den vej. Det er den, der sørger for, at du kommer netop alle de ting igennem, der fører lige frem til himlens port! Det var jo derfor, Gud skabte Jorden, og Gud vil da også lade Jorden forgå igen den dag, den sidste sjæl er hjemme til det store gensyn i himlens glæde.

Med disse reinkarnelle tanker fra Jesu lære ender vi så med et af de mest gådefulde skriftsteder i hele Bibelen. Ikke fordi teksten ikke er tydelig nok. Det er den. Men det, Jesus siger i dette skriftsted, forekommer så uretfærdigt, at ingen kan forstå, at Jesus kunne sige det. Det er det, der er gåden. Vi kender alle dette skriftsted: Hvem meget er givet, ham skal der gives endnu mere! Mens den, der kun har fået lidet, fra ham skal endog det lidet tages, som blev ham givet!

Mange kristne mener helt alvorligt, at det må være tro, det drejer sig om. Men det kan det umuligt være. Så må djævelen da i hvert tilfælde glæde sig over at have fået en samarbejdspartner i Gud! Andre kristne mener sandt nok, at det må være de materielle goder, der er tale om, og dermed giver de op i at forstå retfærdigheden i det.

Uretfærdigheden er da også mere end iøjnefaldende. Det kan ikke nægtes, hvor meget man så gerne vil forsvare Gud. Højst kan man bruge den gamle frase om, at Guds veje er uransagelige. Den kan feje alt ind under gulvtæppet. Men her er det ligesom ikke nok. Skriftstedet er for klart og for tydeligt. At de, der har meget, skal have endnu mere, mens de fattige endog skal have frataget den smule, de har, det går helt ud over vor fatteevne, for det vender på en ubehagelig måde op og ned på vore religiøse følelser. Der er noget, der ikke er rigtigt, og det har dele af kristenheden da også erkendt i umindelige tider. I hvert tilfælde er det svært at finde vor himmelske Fader, som vi kender Ham bedst, i dette skriftsted, hvorfor det med rette må siges virkelig at være lukket for de uindviede.

Men hvorledes lukker vi det så op?

Vi ser med det samme, at også dette store skriftsted hører til den gruppe af skriftsteder, der ikke går i opfyldelse inden for et enkelt menneskeliv. Hele vor omverden vidner derom! Vi kan blot bruge vore øjne og vor forstand! Jesus taler altså igen reinkarnelt med sine disciple, som han har gjort det igen og igen. Vil vi forstå dem, må også vi derfor lytte med den rette indstilling, det vil sige med læren om reinkarnation i vort baghovede. Ellers vil vi aldrig kunne følge med i deres samtale!

Læser vi så dette omstridte skriftsted reinkarnelt, da opdager vi hurtigt, at dette ellers så lukkede skriftsted med ét lukker sig op som en blomst, der springer ud og bliver til den største guddommelige retfærdighed, vi kan tænke os. Sort bliver til hvidt! Intet er længere uforståeligt!

Vi kan nemlig ikke nøjes med kun at læse de ord, Jesus giver os i selve skriftstedet. Vi er nødt til at sætte dem op i lyset af alt, hvad Jesus ellers har lært os om reinkarnation, og så kommer skriftstedet til at se anderledes ud. Ikke meget, men nok til at det lukker sig op på den fineste måde:

„Den, hvem meget er givet i dette liv, ham skal der gives endnu mere i det kommende, om han har delt det med sin næste! Mens den, der i dette liv kun har fået tildelt lidet, fra ham skal dette lidet endog tages i det kommende, om han kun har beholdt det til sin egen glæde!"

Men det er jo skæbnens højeste lov!

Det er jo loven for vores karma, som Østen har den!

Givet af Jesus af Nazareth!

Midt i vores egen Bibel!

Det er derfor, der altid vil være præster, der tror på reinkarnation!

Og det skal de have lov til, thi det er kun dåren, der ikke kan se ud over sin egen næse!